Hammershøj kirke beskrevet i tekst og billeder af:
Knud Erik Riisager, Hammershøj.

Læs alle siderne eller vælg et af afsnittene:

L U K

Kirkebygningen.
Udvendig
Går man en tur rundt om kirken og betragter kirkens mure med de omhyggeligt tilhugne granitsten fyldes man med respekt for tidligere tiders håndværkere. Vi skal huske på, at disse nøjagtigt tildannede granitblokke er bearbejdede med hammer og mejsel styret af menneskelig snilde og muskelkraft. Man havde ikke lufttrykværktøj og vinkelslibere til rådighed. Granitblokkene er vel fra kirkens opførelses tid, men murværket er selvfølgelig repareret og vedligeholdt op gennem århundrederne. Den sidste større reparation var omkring 1880, hvor store dele af den udvendige mur blev omsat. I dag står kirkens murværk smukt og solidt.
Flere steder i granitblokkene ser man indhugget nogle runde fordybninger, stenhuggermærker, måske ville bygmestrene på denne måde signere deres bygningsværk.
Oprindelig var der to indgange til kirken. Den sydlige indgang, indgangen for mænd, ses i dag inde i våbenhuset.
Den er indrammet af to granitsøjler, der bærer den halvrunde glatte døroverligger samt den romanske bue, dannet af 7 kileformede granitblokke. Bemærk den jernbundne dør, der stammer fra 1600'tallet. Den nordlige indgang, kvindeindgangen, er i dag muret til, men ses markeret i murværket udvendigt og her med døroverligger og bue bevaret. Man mener, at der også her har været granitsøjler, som ved sydindgangen. På kirkegården er der fundet rester af sådanne søjler, de stod gennem nogle år i tårnrummet, men er i dag forsvundet!
Bemærk at tårnets mure står med granitkvadre nederst og mursten (munkesten) opefter. Se forklaringen på dette i afsnittet om kirkens historie. Våbenhuset er ligeledes opført med mursten. Det er ombygget og forandret flere gange. Ved en ombygning i 1981 fik vi det nuværende harmonisk udseende våbenhus, der klæder den gamle kirke på bedste vis

Indvendig
Når man kommer ind i kirken bemærker man de tykke mure, som ses i døråbning og i vindueslysninger. Men ellers er der ikke så meget der fortæller om murenes alder. Gennem kirkens 850 år har der sikkert været adskillige reparationer, og ved de sidste er det indvendige murværk rettet pænt op, så murværket i dag fremtræder vel vedligeholdt med jævne flader og pænt hvidtede.
Inde i kirken bemærker man, at der er stor forskel på størrelsen af vinduerne. Nordvinduerne er små, - måske som de oprindelige, mens vinduerne mod syd – solsiden – er udvidede betydeligt i forhold til de oprindelige. Kirken har og har vist altid haft bjælkeloft.

Kirkens inventar
Døbefonten.
Døbefonten er kirkens ældste inventar. Den er antagelig lige så gammel som selve kirken. Døbefonten er udsmykket med billeder af 4 løver (2 par) udhugget på fontens sider i et svagt relief. De to løver i et par vender hovederne mod hinanden, og der, hvor hovederne skulle være, ser man kun ét hoved, og det ligner bestemt et menneskehoved. (Er det løver med menneskehoved eller er løvernes hoved gemt bag ved menneskehovedet?). Mens løvernes krop kun fremtræder i et svagt relief er hovedet til gengæld meget stærkt fremhævet. På det hoved, som vender ud mod os, ses i munden en tyk tunge, og det ser ud, som der på et tidspunkt er knækket et stykke af tungen, så dette hoved har ’rækket tunge’. Det hoved, der vender ind mod korbuen, er ødelagt i ansigtet, så der kan vi ikke se så mange detaljer. Mellem løveparrene er et billede af en plantestængel med modsatte blade (akantus).
Det er helt klart for os som beskueren i dag, at denne fremstilling ikke er tilfældig, men at stenhuggeren for 800-900 år siden helt bevidst har givet sit arbejde dette udseende. Billedet skulle være et symbol på et eller andet, men hvad?
Døbefonten her i kirken er ikke enestående. Der findes i Østjylland omtrent et par hundrede døbefonte med løvemotiv, ligesom løverne også optræder i andet stenhuggerarbejde. Disse mange billeder er dog ikke ens. Der er stor variation i motivets udformning. Men hvad er symbolikken.?
I Bibelen er løven brugt som billede mange gange, både som symbol for det onde og for det gode. Mon ikke stenhuggeren har været bevidst om, hvilken funktion hans arbejde skulle have i kirken.
Dåbsfadet, der ligger i døbefonten er bekostet af Syforeningen i 1934.

Kirkens alter
Alteret menes at stamme fra begyndelsen af 1600 tallet. Det er af egetræ og har en enkel udformning, opdelt i felter af fire søjler. Alterbordet dækker det oprindelige alter opbygget af sten. Bag bordet står altertavlen, der syner lidt for høj til pladsen – toppen skjuler sig bag ved en loftsbjælke, men måske har den oprindelig stået lidt lavere. Tavlen blev sidst i 1800 tallet helt renset for maling , men blev i 1932 igen malet og forsynet med indskrifter; dette arbejde blev bekostet af Syforeningen.
De sammenslyngede bogstaver i tavlens topfelt IHS, er et ofte benyttet Kristus-monogram, hvor bogstaverne er de første tre bogstaver i det græske ord for Jesus.
IHS bliver også tolket som forkortelse for den latinske tekst for ”Jesus, menneskenes frelser”.
På begge sider af tavlens hovedfelt med krucifikset findes nadverens indstiftelsesord, der høres hver gang der er altergang, dog i et mere nutidigt sprog.
Krucifikset i tavlens midtfeltet er anskaffet til kirken i 1873. Det har tidligere stået frit på alterbordet, men er nu fæstnet til tavlen. Øverst på krucifikset ses bogstaverne INRI, det er forkortelsen af den latinske sætning for ’Jesus fra Nazaret, jødernes konge’. Det er en almindelig angivelse af den inskription som Pilatus satte på Jesu kors. I feltet under krucifikset står et væsentligt ord som Jesus udtalte fra korset. ’Det er fuldbragt’.

Altertavlens tekster m.m.

	I H S
THI SAALEDES ELSKEDE GUD VERDEN AT HAN	GAV SIN SØN DEN ENBAARNE / FOR AT HVER DEN SOM TROR PAA HAM IKKE	SKAL FORTABES MEN HAVE ET EVIGT LIV
Vor Herre Jesus Kristus i den Nat da han blev forraadt tog Brødet, takkede og brød det, gav sine Disiple det og sagde Tag dette og æd det, det er mit Lege- me som gives til eder. Gjør det til min Ihukommelse.		Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltid- et, takkede, gav dem den og sagde. Drik alle heraf, denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod som udgy- des for eder til Syn- dernes Forladelse. Gjør dette saa ofte som I drikke det til min Ihukommelse
MIT KØD ER SAND MAD	DET ER FULDBRAGT	MIT BLOD ER SAND DRIKKE

Messingstagerne til alterlysene er gamle, fra samme tid som altertavlen. De er uden inskription. Den 7-armede lysestage, der er skænket af Syforeningen i 1936, havde gennem årene sin plads på alteret, men er nu flyttet til en plads nær døbefonten.

Prædikestol og Lydhimmel
Både prædikestol og lydhimmel har udskårne eller malede årstal, der fortæller os deres alder. Prædikestolen bærer årstallet 1653, lydhimlen er 11 år yngre - fra 1664. Kirken har således fået dette inventar en 40-50 år efter altertavlen. Det er rigt udsmykket med et fornemt snitværk. Begge dele ligner fuldstændig de tilsvarende i Vorning kirke, og de er også anskaffet på samme tid, - Vorning-inventaret måske nogle få år før. Det er sikkert de samme håndværkere, der har stået for udførelsen.

Lydhimmel
Lydhimlen over prædikestolen virker mægtig stor. Dens direkte funktion skulle jo være at gøre det lettere at høre præstens prædiken, idet dens loft og baldakinkanten skulle kaste lyden ned i kirkerummet. Men den skulle også have en dekorativ (og informativ) funktion.

Ovenpå den 7-kantede himmel er anbragt 5 meget høje arkadegavle med inskriptioner, der skulle fortælle de sikkert imponerede Hammershøj-folk, hvem der var mændene bag disse to stykker inventar. Imellem gavlene ses så fire engle stående på himlens hjørner. De blæser i basun. Også de skal sikkert fortælle os noget. Måske skal de minde præsten om, at ”opløfte sin røst som en basun” – se teksten her nedenfor. Dog snarere er det dommedags-engle, der ”med høj basunklang skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner” (Matt. 24, 30-31).

I gavlfelterne er teksten malet på bundpladen, vist herunder som nr. 1-5 fra venstre mod højre. Hvert af felterne præsenterer en person af betydning for kirken. 1. felt giver os fremstillingsåret og måske håndværkeren, der har lavet lydhimlen. 2. felt nævner kirkeværgen, Christen Jørgensen, der boede her i sognet - på Lundgård øst for Hammershøj. I 3. felt nævnes stiftsskriveren, i 4. felt sognets præst, Thomas Lauritsen Aabye, der var præst her fra 1628 til 1670. Og endelig får vi i 5. felt navnet på stedets provst, der samtidig var sognepræst i Nørbæk.

Gavlfelternes inskription

[1. felt]	[2. felt]	[3. felt]	[4. felt]	[5. felt]
ANNO DOMINO 1664 DANIEL LAVRITZ	CHRISTEN JØRGENSEN I LVNDGAARD KIRKE VÆRGE	CHRISTEN CHRISTENSEN STIFTS SCHRIFVER OVER VIBORG STIFT	HER THOMES LAVRITSØN SOGNEPRÆST TIL VORNING MED SIN ANEX	HER:IESPER PEDERSEN SOGNEPRÆST I NØRBECH MED SIN ANX PROVST VDI SØNDERLYNG HERRED

Inskription i felterne på baldakinen.
Teksten er med udskårne bogstaver. Læs vandret først øverste linje i alle 5 felter og dernæst nederste linje. Først en tekst fra det gamle testamente, henvendt til præsten. Dernæst en tekst fra det nye testamente henvendt til menigheden.

I nutidigt sprog står der:
Esajas 53 [LVIII] Råb højt spar ikke opløft din røst som en basun og kundgør mit folk deres overtrædelser og Jacobs hus deres synder. Salige er de som hører Guds ord og bevarer det, Lukas 11.

Prædikestolen
Man skal tæt på prædikestolen for at se alle de fine detaljer i billedskærerarbejdet. Der er først og fremmest de fire billedfelter, der er afbilledet her nedenfor, men der er også udskårne hoveder på træværket over og under hjørnesøjlerne. Læg også mærke til de to personer der sidder over buen i billedfeltet, og sidst men ikke mindst de mange detaljer i selve billedfelterne. Billedfelterne viser fire hovedbegivenheder i kristendommen.

billede - billede

billede - billede

På prædikestolen er der to 'bånd med skårne tekster. De to bånd ligger henholdsvis over og under reliefferne. Her skal teksterne læses anderledes end på lydhimlen. Læs først begge linjer i første felt, dernæst på samme måde andet felt o.s.v. Teksterne er - undtaget den første sætning -  fra Johs. 14,23.

I felterne over reliefferne er udskåret denne tekst:

HELLIGE FADER HELLIGE DEM

I DIN SANDHED HVO MIG ELS

KER HAND HOLDER MIN ORD OCH

MIN FADERS KALELSKE

I felterne under reliefferne står der:

HANNEM OCH VI SKVLLE

KOMME TIL HANNEM OC

GIØRE BOELIG HOS HANNEM

I hængeornamenterne under stolen ses disse 4 navne, først kirkeværgen, så Jesus, derefter sognepræsten og til sidst (måske) håndværkeren)

CHRISTEN IØRGENSEN

IESVS NASRINUS

HER THAMES LAVSEN

OLFVE PEDERSEN 1653

Tilbage

Øvrige inventar.
Kirkens stolestader er forholdsvis nye, de fik deres nuværende udseende og farver efter en gennemgribende snedkermæssig istandsættelse ved restaureringen i 1996-97.
I forbindelse med kirkens åbning som 'vejkirke' i foråret 2003 blev der anskaffet en lysglobe, hvor besøgende kan tænde et lys. Den er fremstillet af Børge Pedersen, Viborg.
Den solide indsamlingsblok, ”fattigbøssen”, fra 1857, er opsat mens kirken stadig lå under Fussingø. Der findes tilsvarende indsamlingsblokke i Vorning og Kvorning kirker.
Kirkens orgel, leveret af orgelbygger Frobenius, blev anskaffet i 1947.
Inden man går ud af kirkerummet, skal man lige lægge mærke til den solide ”jernbundne” egetræsdør. Den bliver af fagfolk dateret til 1600-tallet, så den har gennem 300-400 år set folk gå ind og ud af kirken.
 

Kirkeklokken.
”Danske Atlas” fra 1768 nævner, at klokken i Hammershøj bar indskriften: ”Pavlvs me fecit”, (= lavet af Paulus). Denne klokkestøber er kendt fra andre klokker, og en af disse bærer årstallet 1329; det taler for, at den gamle klokke i Hammershøj er fra 1300-tallet. Den gamle klokke blev omstøbt i 1821 af klokkestøber Mejlstrup i Randers. En inskription på klokken fortæller, at omstøbningen er bekostet af ejeren af Fussingø. I et bånd omkring klokken kan man læse:

STØBT I RANDERS AF MEILSTRUP – AAR 1821 - BEKOSTET AF GEHIMECONFERENTSRAADINDE SCHEEL VON PLESSEN FØDT QVALEN

På klokkens sider er der afstøbning af en række ”medaljer”.
 

Nyt kunstværk
På en hylde i våbenhuset står en keramikskulptur, ”Velsignelsen”, lavet af Ole Hansen, Bjerringbro. Den blev indkøbt af menighedsrådet i anledning af årtusindskiftet.
 

Kirkegården.
Her på sognets kirkegård har sognefolkene i Hammershøj sogn i små 1000 år begravet deres døde. Her er de efterlevende kommet – generation efter generation – med en buket blomster og blot for en stund stå ved en grav og mindes den afdøde. Mange, mange mennesker er begravet her og blevet til muld. ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, ….”.
Oprindelig har gravene blot været markeret med en jordtue måske med et trækors, i enkelte tilfælde en flad sten lagt ovenpå graven. Gangene og indramningen af de enkelte gravsteder er først kommet til i løbet af de sidste 100-200 år. Tidligere var gravstederne placeret mere eller mindre tilfældigt. Placeringen, indramningen og størrelsen af gravstederne har været afhængig af familiernes position i samfundet. For at komme frem til den nuværende indretning af kirkegården med de lige gange og den sirlige indramning af de enkelte gravsteder, har det været nødvendigt at foretage flere ”reguleringer” af kirkegården. Den sidste større regulering fandt sted i 1950’erne.
I kirkegårdens nordvestre hjørne findes ligkapellet, der blev opført i 1926.
I kirkegårdens nordøstre hjørne findes en smal låge gennem kirkegårdsdiget. Herfra var der i ældre tid en kirkesti ud over markerne ad hvilken folk fra ”udflytterne” mod nordøst i sognet kunne skyde genvej til kirke.

Udvidelser af kirkegården
Et par årtier ind i 1900-tallet begyndte pladsen på kirkegården at blive trang, men hvor var der udvidelsesmuligheder?
Lige udenfor kirkegårdsdiget mod syd lå der et lille hus med en smule jord omkring. Her boede kirketjeneren og graver Jens Chr. Høeg og hans kone Inger Høeg. Han døde i 1923, og Inger  fortsatte da som kirketjener til sin død i 1935. Denne jordlod, hvor huset lå, var det rette sted at foretage en udvidelse af kirkegården. Menighedsrådet købte da i 1936 stedet af arvingerne for 3000 kr. De følgende år blev huset fjernet, stykket blev indhegnet med stendige, samt mod vest en mur. Den nye del af kirkegården blev indviet til begravelsesplads og taget i brug i 1941.
Lidt ind i 1970’erne mente man, at der igen blev brug for en udvidelse af kirkegården. Man købte derfor af naboen Anders Jacobsen den strimmel jord der lå nord for kirkegården og op mod den tidligere jernbane. Dette stykke er endnu ikke taget i brug til begravelser, men er dels beplantet og dels udlagt med græs. På dette areal længst mod vest blev der midt i 1980’erne opført en servicebygning for graveren og det øvrige personale samt indrettet en oplagsplads for materialer til kirkegården, ligesom der blev plads til en lille parkeringsplads.

Kirkens historie i store linjer.
Historie indtil reformationen – den katolske tid, ca. 335 år
Kirken kan dateres til den store kirkebygningsperiode 1100-1200. Det var et fantastisk bygningsværk – dette stenhus af kampesten hentet på markerne omkring byen og tilhugne på byggepladsen. Sognefolkene boede selv i små lave huse og gårde, der klumpede sig sammen i Over- og Neder Hammershøj, de havde nu besluttet at rejse et Guds Hus, der kunne stå langt, langt ind i fremtiden. Måske har der hidtil ligget en trækirke i byen, - vi ved det ikke. Men har der været en trækirke, er den nye kirke sikkert bygget på den gamles plads. Det første, der blev bygget var koret og skibet. Hvis man har set den gamle kirke på Hjerl Hede, har man en fornemmelse af, hvordan vores kirke så ud de første århundrede.
Op mod reformationen, men stadig i den katolske tid er der foretaget flere tilbygninger til kirken. Øst for koret blev der bygget et sekskantet sakristi ”et præsteværelse”, det havde indgang fra en dør bag ved alteret. Tårnet vest for kirken er ligeledes bygget i denne periode. Det nederste af tårnet er bygget af granitkvadre, der sikkert stammer fra skibets vestgavl, hvor man lavede åbningen mellem skib og tårnrum. Det er sikkert også i denne periode at det første våbenhus blev opført ved kirkens sydlige indgang.

 Kongen som ejer i 150 år
Efter Reformationen tilfaldt alt kirkegods kronen, og i de næste 150 år var kongerne ejer af Hammershøj kirke. Fra denne periode stammer kirkens altertavle og prædikestol med lydhimmel.
Til finansiering af sine mange krige havde kongen (navn) lånt en større sum penge af Christen Skeel på Fussingø. Til afvikling af denne gæld overdrog kong Christian 5 i 1687 kirkerne i Vorning, Kvorning og Hammershøj med alle deres værdier til herremanden på Fussingø.

Ejet af Fussingø i 230 år
Hammershøj kirke var herefter i Fussingøs besiddelse indtil 1915, da kirken overgik til selveje. Kirken gennemgik en større restaurering og omforandring i 1880’erne. Her blev store dele af kvadderstens murene omsat, sakristiet øst for koret blev nedbrudt og erstattet med det halvrunde apsis, som ses der i dag. Våbenhuset blev noget uheldigt ny opført, så det kom til at syne alt for voldsomt i forhold til den øvrige kirke. I kirken er der i dag kun få synlige spor af, at den i 230 år var ejet af herremændene på Fussingø.

Kirken selvejende – bestyret af menigheden i knap 90 år
Siden kirken overgik til selveje har menighedsrådet forestået driften af kirken og kirkegården. I denne periode er der indlagt elektrisk lys, - udskiftet kakkelovnen med elektrisk varme, - anskaffet orgel. Kirkegården er udvidet i to omgange. I 1920’erne og 1930’erne havde Hammershøj en ”Syforening”, der flere gange betænkte kirken med store pengebeløb. Gennem mange år havde man været ked af det dominerende våbenhus fra 1882. I 1981 besluttede man at gøre noget ved det, og byggede våbenhuset om så det fik det nuværende harmoniske udseende. Det blev også tækket med bly som den øvrige kirke. 10 år senere tog man endnu en gang fat på våbenhuset, idet der blev etableret en indgang på våbenhusets østside, så man kunne undgå den høje stentrappe på sydsiden. Midt i 1990’erne gennemgik kirkens indre en større vedligeholdelse og istandsættelse, hvorunder kirken var lukket nogle måneder. Genåbningen fandt sted ved en festgudstjeneste den 26. januar 1997.