Hammershøj kirke beskrevet i tekst og
billeder af:
Knud Erik Riisager, Hammershøj.
Læs alle siderne eller vælg et af afsnittene:
| Bygningen | Inventaret | Kirkegården | Historien |
| Døbefont | Alter | Prædikestol | Klokke |
Kirkebygningen.
Udvendig
Går man en tur rundt om kirken og betragter
kirkens mure med de omhyggeligt tilhugne granitsten fyldes man med respekt for
tidligere tiders håndværkere. Vi skal huske på, at disse nøjagtigt tildannede
granitblokke er bearbejdede med hammer og mejsel styret af menneskelig snilde og
muskelkraft. Man havde ikke lufttrykværktøj og vinkelslibere til rådighed.
Granitblokkene er vel fra kirkens opførelses tid, men murværket er selvfølgelig
repareret og vedligeholdt op gennem århundrederne. Den sidste større reparation
var omkring 1880, hvor store dele af den udvendige mur blev
omsat. I dag står
kirkens murværk smukt og solidt.
Flere steder i granitblokkene ser man indhugget nogle runde fordybninger,
stenhuggermærker, måske ville bygmestrene på denne måde signere deres bygningsværk.
Oprindelig var der to indgange til kirken.
Den sydlige indgang, indgangen for mænd, ses i dag inde i våbenhuset.

Den er indrammet af to granitsøjler, der bærer den halvrunde glatte døroverligger samt
den romanske bue, dannet af 7 kileformede granitblokke. Bemærk den jernbundne
dør, der stammer fra 1600'tallet. Den nordlige indgang, kvindeindgangen, er i dag
muret til, men ses markeret i murværket udvendigt og her med døroverligger og
bue bevaret. Man mener, at der også her har været granitsøjler, som ved
sydindgangen. På kirkegården er der fundet rester af sådanne søjler, de stod
gennem nogle år i tårnrummet, men er i dag forsvundet!
Bemærk at tårnets mure står med granitkvadre
nederst og mursten (munkesten) opefter. Se forklaringen på dette i afsnittet om
kirkens historie. Våbenhuset er ligeledes opført med mursten. Det er ombygget og forandret
flere gange. Ved en ombygning i 1981 fik vi det nuværende harmonisk udseende
våbenhus, der klæder den gamle kirke på bedste vis
Indvendig
Når man kommer ind i kirken bemærker man de tykke mure, som ses i døråbning og i
vindueslysninger. Men ellers er der ikke så meget der fortæller om murenes alder.
Gennem kirkens 850 år har der sikkert været adskillige reparationer, og ved de
sidste er det indvendige murværk rettet pænt op, så murværket i dag fremtræder vel
vedligeholdt med jævne flader og pænt hvidtede.
Inde i kirken bemærker man, at der er stor forskel på størrelsen af vinduerne.
Nordvinduerne er små, - måske som de oprindelige, mens vinduerne mod syd –
solsiden – er udvidede betydeligt i forhold til de oprindelige. Kirken har og
har vist altid haft bjælkeloft.
Kirkens inventar
Døbefonten.
Døbefonten er kirkens ældste inventar. Den er
antagelig lige så gammel som selve kirken. Døbefonten er udsmykket med billeder
af 4 løver (2 par) udhugget på fontens sider i et svagt relief. De to løver i et
par vender hovederne mod hinanden, og der, hvor hovederne skulle være, ser man
kun ét hoved, og det ligner bestemt et menneskehoved. (Er det løver med
menneskehoved eller er løvernes hoved gemt bag ved menneskehovedet?). Mens
løvernes krop kun fremtræder i et svagt relief er hovedet til gengæld meget
stærkt
fremhævet. På det hoved, som vender ud mod os, ses i munden en tyk tunge,
og det ser ud, som der på et tidspunkt er knækket et stykke af tungen, så dette
hoved har ’rækket tunge’. Det hoved, der vender ind mod korbuen, er ødelagt i
ansigtet, så der kan vi ikke se så mange detaljer. Mellem løveparrene er et
billede af en plantestængel med modsatte blade (akantus).
Det er helt klart for os som beskueren i dag, at
denne fremstilling ikke er tilfældig, men at stenhuggeren for 800-900 år siden
helt bevidst har givet sit arbejde dette udseende. Billedet skulle være et
symbol på et eller andet, men hvad?
Døbefonten her i kirken er ikke enestående. Der
findes i Østjylland omtrent et par hundrede døbefonte med løvemotiv, ligesom
løverne også optræder i andet stenhuggerarbejde. Disse mange billeder er dog
ikke ens. Der er stor variation i motivets udformning. Men hvad er symbolikken.?
I Bibelen er løven brugt som billede mange gange, både som symbol for det onde
og for det gode. Mon ikke stenhuggeren har været bevidst om, hvilken funktion
hans arbejde skulle have i kirken.
Dåbsfadet, der ligger i døbefonten er bekostet af Syforeningen i 1934.
Kirkens alter
Alteret menes at stamme fra begyndelsen af 1600 tallet.
Det er af egetræ og har en enkel udformning, opdelt i felter af fire søjler.
Alterbordet dækker det oprindelige alter opbygget af sten. Bag bordet står altertavlen,
der syner lidt for høj til pladsen – toppen skjuler sig bag ved en loftsbjælke,
men måske har den oprindelig stået lidt lavere. Tavlen blev
sidst i 1800 tallet helt renset for maling , men blev i 1932 igen malet og
forsynet med indskrifter; dette arbejde blev bekostet af Syforeningen.
De sammenslyngede bogstaver i tavlens topfelt IHS, er et ofte benyttet
Kristus-monogram, hvor bogstaverne er de første tre bogstaver i det græske ord
for Jesus.

IHS bliver også tolket som forkortelse for den latinske tekst for
”Jesus, menneskenes frelser”.
På begge sider af tavlens hovedfelt med krucifikset findes nadverens indstiftelsesord,
der høres hver gang der er altergang, dog i et mere nutidigt sprog.
Krucifikset i tavlens midtfeltet er anskaffet til kirken i 1873.
Det har tidligere stået frit på alterbordet, men er nu fæstnet til tavlen.
Øverst på krucifikset ses bogstaverne INRI, det er forkortelsen af den
latinske sætning for ’Jesus fra Nazaret, jødernes konge’.
Det er en almindelig angivelse af den inskription som Pilatus satte på Jesu
kors. I feltet under krucifikset står et væsentligt ord som Jesus udtalte fra
korset. ’Det er fuldbragt’.
Altertavlens tekster m.m.
| I H S | ||
|
THI SAALEDES ELSKEDE GUD VERDEN AT HAN |
GAV SIN SØN DEN ENBAARNE / FOR AT HVER DEN SOM TROR PAA HAM IKKE |
SKAL FORTABES MEN HAVE ET EVIGT LIV |
|
Vor Herre Jesus Kristus i den Nat da han blev forraadt tog Brødet, takkede og brød det, gav sine Disiple det og sagde Tag dette og æd det, det er mit Lege- me som gives til eder. Gjør det til min Ihukommelse. |
Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltid- et, takkede, gav dem den og sagde. Drik alle heraf, denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod som udgy- des for eder til Syn- dernes Forladelse. Gjør dette saa ofte som I drikke det til min Ihukommelse |
|
|
MIT KØD ER SAND MAD |
DET ER FULDBRAGT |
MIT BLOD ER SAND DRIKKE |
Messingstagerne til alterlysene er gamle, fra samme tid som altertavlen. De er uden inskription. Den 7-armede lysestage, der er skænket af Syforeningen i 1936, havde gennem årene sin plads på alteret, men er nu flyttet til en plads nær døbefonten.
TilbagePrædikestol og Lydhimmel
Både prædikestol og lydhimmel har udskårne eller malede årstal, der fortæller os
deres alder. Prædikestolen bærer årstallet 1653, lydhimlen er 11 år yngre - fra
1664. Kirken har således fået dette inventar en 40-50 år efter altertavlen. Det
er rigt udsmykket med et fornemt snitværk. Begge dele ligner fuldstændig de
tilsvarende i Vorning kirke, og de er også anskaffet på samme tid, -
Vorning-inventaret måske nogle få år før. Det er sikkert de samme håndværkere,
der har stået for udførelsen.
Lydhimmel
Lydhimlen over prædikestolen virker mægtig stor. Dens direkte funktion skulle jo
være at gøre det lettere at høre præstens prædiken, idet dens loft og
baldakinkanten skulle kaste lyden ned i kirkerummet. Men den skulle også have en
dekorativ (og informativ) funktion.
Ovenpå den 7-kantede himmel er anbragt 5 meget høje arkadegavle med inskriptioner, der skulle fortælle de sikkert imponerede Hammershøj-folk, hvem der var mændene bag disse to stykker inventar. Imellem gavlene ses så fire engle stående på himlens hjørner. De blæser i basun. Også de skal sikkert fortælle os noget. Måske skal de minde præsten om, at ”opløfte sin røst som en basun” – se teksten her nedenfor. Dog snarere er det dommedags-engle, der ”med høj basunklang skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner” (Matt. 24, 30-31).
I gavlfelterne er teksten malet på bundpladen, vist herunder som nr. 1-5 fra venstre mod højre. Hvert af felterne præsenterer en person af betydning for kirken. 1. felt giver os fremstillingsåret og måske håndværkeren, der har lavet lydhimlen. 2. felt nævner kirkeværgen, Christen Jørgensen, der boede her i sognet - på Lundgård øst for Hammershøj. I 3. felt nævnes stiftsskriveren, i 4. felt sognets præst, Thomas Lauritsen Aabye, der var præst her fra 1628 til 1670. Og endelig får vi i 5. felt navnet på stedets provst, der samtidig var sognepræst i Nørbæk.
Gavlfelternes inskription
| [1. felt] | [2. felt] | [3. felt] | [4. felt] | [5. felt] |
|
ANNO DOMINO 1664 DANIEL LAVRITZ |
CHRISTEN JØRGENSEN I LVNDGAARD KIRKE VÆRGE |
CHRISTEN CHRISTENSEN STIFTS SCHRIFVER OVER VIBORG STIFT |
HER THOMES LAVRITSØN SOGNEPRÆST TIL VORNING MED SIN ANEX |
HER:IESPER PEDERSEN SOGNEPRÆST I NØRBECH MED SIN ANX PROVST VDI SØNDERLYNG HERRED |
Inskription i felterne på baldakinen.
Teksten er med udskårne bogstaver. Læs vandret først øverste linje i alle 5 felter og dernæst
nederste linje. Først en tekst fra det gamle testamente, henvendt til præsten.
Dernæst en tekst fra det nye testamente henvendt til menigheden.
| [1. felt] | [2. felt] | [3. felt] |
|
ESA:LVIII RAAB HØYT SPAR OCH IACOBS HVVS |
ICKE OPLØFT DIN RØST DIERES SYNDER SALIGE |
SOM EN BHSVNE OC ER + DE SOM HØRER |
| [4. felt] | [5. felt] |
|
KUNDGIØR MIT FOLCK GVDS ORDT OC BEVA |
DIERES OFVERTREDELSE RER DET LVCE.XI |
I nutidigt sprog står der:
Esajas 53 [LVIII] Råb højt spar ikke opløft din røst som en basun og kundgør mit folk deres
overtrædelser og Jacobs hus deres synder. Salige er de som hører Guds ord og
bevarer det, Lukas 11.
Prædikestolen
Man skal tæt på prædikestolen for at se alle de fine detaljer i
billedskærerarbejdet. Der er først og fremmest de fire billedfelter, der er
afbilledet her nedenfor, men der er også udskårne hoveder på træværket over og
under hjørnesøjlerne. Læg også mærke til de to personer der sidder over buen i
billedfeltet, og sidst men ikke mindst de mange detaljer i selve billedfelterne.
Billedfelterne viser fire hovedbegivenheder i kristendommen.
billede - billede
billede - billede
På prædikestolen er der to 'bånd med skårne tekster. De to bånd ligger henholdsvis over og under reliefferne. Her skal teksterne læses anderledes end på lydhimlen. Læs først begge linjer i første felt, dernæst på samme måde andet felt o.s.v. Teksterne er - undtaget den første sætning - fra Johs. 14,23.
I felterne over reliefferne er udskåret denne tekst:
|
HELLIGE FADER HELLIGE DEM |
I DIN SANDHED HVO MIG ELS |
KER HAND HOLDER MIN ORD OCH |
MIN FADERS KALELSKE |
I felterne under reliefferne står der:
|
HANNEM OCH VI SKVLLE |
KOMME TIL HANNEM OC |
GIØRE BOELIG HOS HANNEM |
I hængeornamenterne under stolen ses disse 4 navne, først kirkeværgen, så
Jesus, derefter sognepræsten og til sidst (måske) håndværkeren)
| CHRISTEN IØRGENSEN | IESVS NASRINUS | HER THAMES LAVSEN | OLFVE PEDERSEN 1653 |
Øvrige inventar.
Kirkens stolestader er forholdsvis nye, de fik
deres nuværende udseende og farver efter en gennemgribende snedkermæssig
istandsættelse ved restaureringen i 1996-97.
I forbindelse med kirkens åbning som 'vejkirke' i foråret 2003 blev der
anskaffet en lysglobe, hvor besøgende kan tænde et lys. Den er fremstillet af
Børge Pedersen, Viborg.
Den solide indsamlingsblok, ”fattigbøssen”, fra 1857, er opsat mens kirken
stadig lå under Fussingø. Der findes tilsvarende indsamlingsblokke i Vorning og
Kvorning kirker.
Kirkens orgel, leveret af orgelbygger Frobenius, blev anskaffet i 1947.
Inden man går ud af kirkerummet, skal man lige lægge mærke til den solide
”jernbundne” egetræsdør. Den bliver af fagfolk dateret til 1600-tallet, så den
har gennem 300-400 år set folk gå ind og ud af kirken.
Kirkeklokken.
”Danske Atlas” fra 1768 nævner, at klokken i Hammershøj bar
indskriften: ”Pavlvs me fecit”, (= lavet af Paulus). Denne klokkestøber er kendt
fra andre klokker, og en af disse bærer årstallet 1329; det taler for, at den
gamle klokke i Hammershøj er fra 1300-tallet. Den gamle klokke blev omstøbt i
1821 af klokkestøber Mejlstrup i Randers.
En inskription på klokken fortæller,
at omstøbningen er bekostet af ejeren af Fussingø. I et bånd omkring klokken kan
man læse:
STØBT I RANDERS AF MEILSTRUP – AAR 1821 - BEKOSTET AF GEHIMECONFERENTSRAADINDE
SCHEEL VON PLESSEN FØDT QVALEN
På klokkens sider er der afstøbning af en række ”medaljer”.
Nyt kunstværk
På en hylde i våbenhuset står en keramikskulptur, ”Velsignelsen”, lavet af Ole
Hansen, Bjerringbro. Den blev indkøbt af menighedsrådet i anledning af
årtusindskiftet.
Kirkegården.
Her på sognets kirkegård har sognefolkene i Hammershøj sogn i små 1000 år
begravet deres døde. Her er de efterlevende kommet – generation efter generation
– med en buket blomster og blot for en stund stå ved en grav og mindes den
afdøde. Mange, mange mennesker er begravet her og blevet til muld. ”Af jord er
du kommet, til jord skal du blive, ….”.
Oprindelig har gravene blot været markeret med en jordtue måske med et trækors,
i enkelte tilfælde en flad sten lagt ovenpå graven. Gangene og indramningen af
de enkelte gravsteder er først kommet til i løbet af de sidste 100-200 år.
Tidligere var gravstederne placeret mere eller mindre tilfældigt. Placeringen,
indramningen og størrelsen af gravstederne har været afhængig af familiernes
position i samfundet. For at komme frem til den nuværende indretning af
kirkegården med de lige gange og den sirlige indramning af de enkelte
gravsteder, har det været nødvendigt at foretage flere ”reguleringer” af
kirkegården.
Den sidste større regulering fandt sted i 1950’erne.
I kirkegårdens nordvestre hjørne findes ligkapellet, der blev opført i 1926.
I kirkegårdens nordøstre hjørne findes en smal låge gennem kirkegårdsdiget.
Herfra var der i ældre tid en kirkesti ud over markerne ad hvilken folk fra
”udflytterne” mod nordøst i sognet kunne skyde genvej til kirke.
Udvidelser af kirkegården
Et par årtier ind i 1900-tallet begyndte pladsen på kirkegården at blive trang,
men hvor var der udvidelsesmuligheder?

Lige udenfor kirkegårdsdiget mod syd lå der et lille hus med en smule jord
omkring. Her boede kirketjeneren og graver Jens Chr. Høeg og hans kone Inger
Høeg. Han døde i 1923, og Inger fortsatte da som kirketjener til sin død i
1935. Denne jordlod, hvor huset lå, var det rette sted at foretage en udvidelse
af kirkegården. Menighedsrådet købte da i 1936 stedet af arvingerne for 3000 kr.
De følgende år blev huset fjernet, stykket blev indhegnet med stendige, samt mod
vest en mur. Den nye del af kirkegården blev indviet til begravelsesplads og
taget i brug i 1941.
Lidt ind i 1970’erne mente man, at der igen blev brug for en udvidelse af
kirkegården. Man købte derfor af naboen Anders Jacobsen den strimmel jord der lå
nord for kirkegården og op mod den tidligere jernbane. Dette stykke er endnu
ikke taget i brug til begravelser, men er dels beplantet og dels udlagt med
græs. På dette areal længst mod vest blev der midt i 1980’erne opført en
servicebygning for graveren og det øvrige personale samt indrettet en
oplagsplads for materialer til kirkegården, ligesom der blev plads til en lille
parkeringsplads.
Kirkens historie i store linjer.
Historie indtil reformationen – den katolske tid, ca. 335 år
Kirken kan dateres til den store
kirkebygningsperiode 1100-1200. Det var et fantastisk bygningsværk – dette
stenhus af kampesten hentet på markerne omkring byen og tilhugne på
byggepladsen. Sognefolkene boede selv i små lave huse og gårde, der klumpede sig
sammen i Over- og Neder Hammershøj, de havde nu besluttet at rejse et Guds Hus,
der kunne stå langt, langt ind i fremtiden. Måske har der hidtil ligget en
trækirke i byen, - vi ved det ikke. Men har der været en trækirke, er den nye
kirke sikkert bygget på den gamles plads. Det første, der blev bygget var koret
og skibet. Hvis man har set den gamle kirke på Hjerl Hede, har man en
fornemmelse af, hvordan vores kirke så ud de første århundrede.
Op mod
reformationen, men stadig i den katolske tid er der foretaget flere tilbygninger
til kirken. Øst for koret blev der bygget et sekskantet sakristi ”et
præsteværelse”, det havde indgang fra en dør bag ved alteret. Tårnet vest for
kirken er ligeledes bygget i denne periode. Det nederste af tårnet er bygget af
granitkvadre, der sikkert stammer fra skibets vestgavl, hvor man lavede åbningen
mellem skib og tårnrum. Det er sikkert også i denne periode at det første
våbenhus blev opført ved kirkens sydlige indgang.
Kongen som ejer i 150 år
Efter Reformationen tilfaldt alt kirkegods kronen, og i de næste 150 år
var kongerne ejer af Hammershøj kirke. Fra denne periode stammer kirkens
altertavle og prædikestol med lydhimmel.
Til finansiering af sine mange krige havde kongen (navn) lånt en større sum penge
af Christen Skeel på Fussingø. Til afvikling af denne gæld overdrog kong
Christian 5 i 1687 kirkerne i Vorning, Kvorning og Hammershøj med alle deres
værdier til herremanden på Fussingø.
Ejet af Fussingø i 230 år
Hammershøj kirke var herefter i Fussingøs
besiddelse indtil 1915, da kirken overgik til selveje. Kirken gennemgik en
større restaurering og omforandring i 1880’erne. Her blev store dele af
kvadderstens murene omsat, sakristiet øst for koret blev nedbrudt og erstattet
med det halvrunde apsis, som ses der i dag. Våbenhuset blev noget uheldigt ny
opført, så det kom til at syne alt for voldsomt i forhold til den øvrige kirke.
I kirken er der i dag kun få synlige spor af, at den i 230 år var ejet af
herremændene på Fussingø.
Kirken selvejende – bestyret af menigheden i knap 90 år
Siden kirken overgik til selveje har menighedsrådet forestået driften af kirken og kirkegården. I denne periode er
der indlagt elektrisk lys, - udskiftet kakkelovnen med elektrisk varme, -
anskaffet orgel. Kirkegården er udvidet i to omgange. I 1920’erne og 1930’erne
havde Hammershøj en ”Syforening”, der flere gange betænkte kirken med store
pengebeløb. Gennem mange år havde man været ked af det dominerende våbenhus fra
1882. I 1981 besluttede man at gøre noget ved det, og byggede våbenhuset om så
det fik det nuværende harmoniske udseende. Det blev også tækket med bly som den
øvrige kirke. 10 år senere tog man endnu en gang fat på våbenhuset, idet der
blev etableret en indgang på våbenhusets østside, så man kunne undgå den høje
stentrappe på sydsiden. Midt i 1990’erne gennemgik kirkens indre en større
vedligeholdelse og istandsættelse, hvorunder kirken
var lukket nogle måneder. Genåbningen fandt sted ved en festgudstjeneste den 26.
januar 1997.